PULS (Pædagogok, Udvikling, Læring og Samarbejde)
-er Ungstevns bidrag til ”åben skole”. Med folkeskolelovens krav om ”åben skole” har Ungstevns siden 2014 samarbejdet med folkeskolerne om at åbne sig overfor det omgivende lokalsamfund og dermed styrke elevernes lokale identitet.
Åben skole-samarbejde skal give værdi til både den fagopdelte og den understøttende undervisning og samtidig styrke elevernes trivsel og motivation. PULS har fra begyndelsen været obligatorisk og sikre derfor, at alle elever i kommunens folkeskoler kommer igennem PULS-programmets ca. 10 forløb i løbet af deres skolegang fra 5. – 9. årgang – det gør PULS-programmet enestående.
Skolesvømningen på 4. årgang, som Ungstevns gennemfører i samarbejde med SHS-Stevns, er ikke en del af selve PULS-programmet men danner det nødvendige grundlag for, at den del af PULS, som foregår på åbent vand kan gennemføres sikkert og forsvarligt, og at elevernes kompetencer ift. vand vedligeholdes og kvalificeres.
Succeserne i PULS skabes gennem praksisnær og anvendelsesorienteret undervisning med tid til fordybelse i en tydelig ramme. Det høje faglige indhold i PULS tilpasses den enkelte elev ved at vise tillid og stille overskuelige udfordringer gennem spændende aktiviteter. PULS bidrager således til at styrke elevens selvtillid, lyst og evner til både at ville og turde mere. Ungstevns vil med PULS skabe robuste, aktive unge med solide værdier, som er rustet til de forestående ungdomsuddannelser.
I partnerskaber skal vi holde hinanden fast på, at samarbejdet på tværs af skoler understreger, at alene er vi gode, men når vi er sammen om læring, er vi stærke!
God fornøjelse med læsningen af PULS-programmet.
Kim G. Rasmussen